torsdag 19.12 - 2013

FOLKEKØKKENET HAR BRUG FOR NYE KRÆFTER!

kl. 19:00

Folkekøkken 61 har brug for nye kræfter!

 

Folkekøkkenet i Ungdomshuset er (igen) aflyst torsdag d. 12/12 på grund af mangel på aktivister. Det ved vi der er mange folk som bliver kede af at høre, men sandheden er, at der simpelthen er brug for flere kræfter, så vi sammen kan holde byens bedste folkekøkken kørende hver torsdag på Dortheavej 61 i Nord Vest. Folkekøkkenet på Dortheavej er en direkte fortsættelse af Folkekøkkenet på Jagtvej 69, og har snart serveret lækker, sund, vegansk og billig mad til byens folk i mere end 20 år! Mange aktivister har startet deres gang i huset gennem køkkenet, og mange vil gøre det fremover.

 

Har du lyst til at være med? Hvis du har en spirende kok i maven og interesse for vegansk madlavning, eller bare synes det er hyggeligt at skrælle kartofler og bage brød i godt selskab, men ikke føler du har de store evner i et køkken - så er folkekøkkenet sikkert lige noget for dig! Du behøver ikke at have meget erfaring - det skal du nok få hen ad vejen - for det er i fællesskab at vi hjælper hinanden med at lave lækker og sund vegansk mad i husets dejlige køkken hver torsdag.

 

Vi elsker nye aktivister! Derfor afholder vi et INFORMATIONSMØDE TORSDAG DEN 19. DECEMBER I CAFÉEN MELLEM 19.00 - 20.00. Det er både for dig der allerede nu ved, at du gerne vil være med - men også for dig der gerne vil vide lidt mere inden du beslutter dig.
Du binder dig ikke ved at komme, men vi håber selvfølgelig at vi kan lave et nyt stærkt køkkenhold når mødet er slut Vi giver en kop kaffe og en snak om hvordan der er at være i folkekøkkengruppen, og hvad det indebærer. Der vil være både nye og gamle aktivister til at fortælle om deres erfaringer og ingen spørgsmål er dumme. Og bare rolig, den nuværende køkkengruppe forlader ikke den synkende skude - de vil bare gerne have nogle flere kræfter ind i gruppen, så flere skuldre kan bære læsset og bliver ved med at være sjovt at lave mad.

 

2014 bliver et godt år! Ambitionen er et stærkt og sjovt køkkenhold der kan starte folkekøkken op i Ungdomshuset i Januar 2014! Vi tror på det - og det håber vi at I også gør. Spred gerne ordet til jeres venner og kom gerne til mødet med alle jeres gode idéer (hvis I har nogle) og tanker om hvordan et fedt folkekøkken skal være.