1. Marts-demonstration
1. marts 2009
Kampen fortsætter for flere
fristeder
Ida fra Bevægelsen For Flere Fristeder udtaler: "Jagtvej 69
står i dag som et symbol på, hvor langt staten vil
gå for at tromle folk ned, der tænker anderledes". 1.
marts 2007 gik flere tusinde mennesker på gaden for at vise
deres frustration over den arrogance og kynisme, der er blevet
regeringens og Københavns Kommunes varemærke.
Ida uddyber: "Kampen for fristeder er ikke kun en kamp for et
enkelt hus, men er en større kamp imod normaliseringens
indgriben i menneskers ret til at udfolde sig og tænke frit.
Vi mener, at 1. marts står som en historisk men også
fremtidig kampdag, hvor vi står fast på vores vilje til
et anderledes samfund med plads til alle, der giver plads til
alle."
Fremad uden at glemme
"Intet glemt, intet tilgivet!" var responsen fra brugerne af
Ungdomshuset på Jagtvej efter rydningen. Det er ikke uden
argument, at dette fremsiges. En uret af så store
dimensioner, der river folks hjerter itu og smadrer det eneste
sted, hvor man nogensinde har følt sig hjemme og fri - dette
sår vil aldrig hele ...
Det skabte dog også grundlaget for et endnu stærkere
behov for flere fristeder, og vi kæmper stadig offensivt for
dette.
Trods kommunens intentioner satte rydningen gang i en
kæmpe bevægelse. Da Københavns Kommune satte ind
med vold over for negligerede unge gennem et massivt magtapparat,
blev mange andre i København og resten af Danmark
opmærksomme på de metoder, man er begyndt at legitimere
for at slippe af med de folk, der falder udenfor.
"Vi ønsker at skabe muligheder frem for
begrænsninger, og et fristed er et sted, hvor man kan udfolde
sig i hvad retning, man vil - kun begrænset af, at det ikke
forhindrer andres mulighed for det samme", siger Ida og
fortsætter: "Vi vil have flere fristeder og bevare og
kæmpe for dem, vi har."
P.S.: Københavns Kommune skylder os stadig det
Børnehus