Ungdomshusets nytårstale 2012
31. december 2012
Så er det tid til et nytår. Også i
Ungdomshuset! I andledningen af at Ungdomshuset i år kunne
fejre 30 års fødselsdag i København, blev der
afholdt en forrygende tale af en af vores aktivister fra det gamle
hus. Jagtvej 69 vil aldrig blive glemt og rydningen aldrig
tilgivet. Huset og grunden vil aldrig forlade vores drømme,
håb, fortid og tanker om fremtiden.
Talen herunder blev afholdt første gang til gallamiddagen
den 25. oktober 2012 og er af Mandagsmødet udvalgt til i
år også at fungere som årets nytårstale
udgående fra Ungdomshuset.
Godt nyår!
30 år. Når man sådan fylder rundt, så
skal man have et par ord med på vejen. Og jeg er blevet
spurgt om jeg ville holde en lille fødselsdagstale. Jeg er
tidligere Ungdomshusaktivist og selvom det er nogle år siden
jeg havde min gang her, så vil det her hus altid have en
særlig plads i mit hjerte. Så jeg sagde ja til at komme
og sige noget.
I de her dage fejrer vi to sejre. Én fra 1982 og
én fra 2008. Tænk over hvad vi skulle igennem for at
gøre den her fest mulig. Det havde ikke sket uden kamp.
Det her sted, den her aften, det her fællesskab - er skabt
af kamp. Og den her fest er en sejrsfest!
- - -
Det er seks år siden jeg sidst holdt en tale til
Ungdomshusets fødselsdag. Det var på Jagtvej 69 til 24
årsdagen. Vi var sammen i salen til gallafolkekøkken.
Som alt andet i den tid var stemningen en blanding af ekstremt
stress og utrolig glæde ved at vi havde hinanden.
Talen dengang var en opremsning af alle de aktioner, der havde
været for Ungdomshuset siden 1980. Det var mange og talen var
lang. For der er ikke den ting, vi ikke har gjort. Fra
demonstrationer til nøgenteater til besættelser.
Og selvom vi dengang forberedte os på det værst
tænkelige, så var det klart, at vi havde gjort alt hvad
vi kunne, for at undgå et fysisk slagsmål. Ungdomshuset
handler om musik, om folkekøkken, om debat og
fællesskab. Der er nogen der kommer for at spille guitar, der
er nogen der kommer for at snakke politik og der er nogen der
kommer for at drikke øl. Vi er fredelige, venlige folk
¬- til en hvis grænse. Ligesom alle andre almindelige
mennesker.
Det var ikke os, der ville slås.
Det var dem der kom med hjelmene på, kniplerne hævet
og pistolerne klar. Det var dem der kom med hunde og
hollændervogne. Det er ikke glemt og det er ikke tilgivet.
Bid, blod og benbrud blev fulgt op af sigtelser og
sagsomkostninger. Et sindssygt system i krig med sine egne borgere.
Koste hvad det koste vil. Millioner og atter millioner blev
hældt direkte ud i politiets, domstolenes og
fængslernes meningsløse kloak.
Men vi blev ved!
Det blev ikke den sidste fødselsdag dengang i 2006.
Historien skulle ikke slutte i grusset på Jagtvej 69. Mere
end hundrede års arbejderhistorie, oprør og kamp for
social retfærdighed er ikke bundet i mursten. Jagtvej 69,
Dortheavej 61, Ungdomshuset - er ikke et sted. Det er en
idé, én drøm, et håb om en anden vej. En
vej hvor frihed, fælles løsninger og plads til at
være forskellige er uantastelige grundværdier.
De værdier ligger ikke begravet på Jagtvej. De
værdier er her i den her sal i aften. De lever videre i det
her hus. Og de er med til den her fest.
Og mens verden går af helvede til, så ulmer
drømmene, så ulmer idéerne, så ulmer
håbet. De værdier lever ikke kun her. De lever i
flygtningelejrene og i arbejdsløshedskøerne. Og nogle
gange også ude ved kakkelbordene hos hr. og fru Danmark.
Når bankdirektørerne forgyldes mens fattigdommen
stiger og politikkerne lyver, så er det ikke kun dig, der
bliver vred. Så er der rigtig mange der bliver vrede.
Hvis vi lærte én ting af kampen om ungdomshuset,
så var det, at det er ok at være vred. Selv efter
urolighederne 16. december 2006 havde vi støtte fra over
halvdelen af københavnerne. 57%. Det ved vi, for Gallup
målte det for Berlingske Tidende.
Man kan sige meget om meningsmålinger, men det her tal var
enormt. Billederne var gået verden rundt. Medie efter medie
havde talt om, at nu havde vi "mistet alt sympati" og "tabt al
støtte". Hundreder var blevet anholdt. Men på trods af
alle stenene og malerbomberne og kanonslagene så
støttede de os. Og det var jo ikke bare tal. Folk kom med
penge, de åbnede deres porte og delte vand ud. Tusindvis
dukkede op til demonstrationer.
Det vil jeg aldrig glemme. Når jeg står i mylderet
på Nørreport, så tænker jeg; Hvis
halvdelen af alle de her folk de synes det var ok, at sætte
byen i brand for et ungdomshus. Hvad så med Fattigdom? Hvad
så med udbytning? Hvad så med forurening?
Diskrimination? Overvågning? Krig?
- - -
Det jeg lærte af kampen om Ungeren er, at der er
håb.
Jeg tror på, at vi kan ændre noget. Jeg tror
på at vi kan nå ud til folk og gå i dialog med
dem. Og hjælpe hinanden med at tro på, at hvis vi
beslutter os for det, konkler for det og tænker os godt om.
Så kan vi faktisk lave det her samfund om. Og det er der
desperat brug for.
Det håb har jeg lært i Ungdomshuset. Det håb
har jeg fået af jer. Af det vi gjorde sammen for at nå
hertil. Med alle støttefesterne. Og demoerne. Og
løbesedlerne. Og aktionerne. Og besøgene ude i
børnehaverne. Og på barrikaderne i sidegaderne.
Vi ændrede historien!
Ungdomshuset 30 år. Hvem havde troet det dengang til
gallafolkekøkken i salen på Jagtvej i 2006? Den her
fødselsdag. Det her hus. Den her fest er et bevis på,
at vi kan ændre historien.
Vi kan ændre historien, hvis vi vil!
- - -
"De får et hus og vi får fred" sagde Egon Weidekamp
i '82. Jeg synes vi skal fejre den her fødselsdag med at
sige; Fuck freden.
Fuck deres fred. Fuck deres system. Fuck kapitalisme
Tag fat i din hverdag. Find et sted og gør en forskel. Om
det er Ungdomshuset eller et andet sted er ikke vigtigt. Men find
et sted og gør en forskel.
Lad os blive ved med at ændre historien. Vi ved vi
kan!
Hjemløshed? Er det dét du vil gøre noget
ved? Forurening? Er det dét du vil gøre noget ved?
Arbejdsløshed? Er det dét? Bedre skoler? Flere
parker? Åbne grænser? Fri hash? Hvad vil du slås
for? Hvad vil du kæmpe for nu?
Vi har det her hus. Findes der noget bedre sted at sige; Fuck
deres fred? Vi skal da erklære kamp mod alt deres lort. Fuck
deres system. Fuck kapitalisme.
Så vil I ikke være med til at ønske vores hus
og vores bevægelse tillykke med fødselsdagen?
Lad os gøre det ved at udråbe tre gange "Fuck
kapitalisme"
Ét for den kamp vi vandt i 1982. Ét for den kamp
vi vandt i 2008. Og ét for de kamp vi har foran os.
1-2-3 (Hele salen råbte højt i kor) Fuck
kapitalisme! Fuck kapitalisme! Fuck kapitalisme!
Vi kan ændre historien, hvis vi vil.
Hvad vil du gøre? Hvis du ikke ved det, så find ud af
det.
Godt Nytår fra Ungdomshuset.
