Udtalelse vedr. bookningen af "Mor"

6. oktober 2015

Hvordan forholder Ungdomshuset sig til Israel/Palæstina konflikten?

En af Ungdomshusets mest grundlæggede principper, er parolen "Plads til alle, som giver plads til alle". Derfor stiller Ungdomshuset sig som udgangspunkt altid solidarisk med undertrykte folk, og apartheidstaten Israel's undertrykkelse af det Palæstinensiske folk, er selvfølgelig ingen undtagelse for dette udgangspunkt.

Kampagnen "Palestinian Campaign for the Academic and Cultural boycot of Israel" (PACBI) som er en del af "Boycotts, Divestment and Sanctions" (BDS) har i de sidste mange år organiseret boykot af Israel. Hundredevis af kunstnere, bakker op om den kulturelle boykot af Israel indtil besættelsen af Palæstina er hævet og befolkningen får lige rettigheder. Dette gør Ungdomshuset også.

Ungdomshuset har tidligere lagt hus til pro-Palæstinensiske Israel-kritiske arrangementer, og vil fortsætte med at gøre dette i fremtiden. Dette må der ikke herske nogen tvivl om.

Bookningen af "Mor"

Bookinggruppen, som stod som ansvarlige for bookingen af "Mor" til støttefesten, var godt klar over problematikken omkring Mø's optræden i Tel Aviv i maj måned. Vi synes det var forkert af hende at spille koncerten i Israel og var ærgerlige over at hun ikke benyttede lejligheden til at bakke op om boykotten. Vi mente dog at Mø efterfølgende havde fået taget stilling til konflikten i hendes  pressemeddelelse og donationen af koncertindtægterne til den palestinensisk-israelske dialogforening "Heartbeat FM" synes at cementere dette standpunkt. Samtidig syntes vi at der lå et andet stærkt og positivt signal, i at en af Danmarks største popstjerner ville medvirke til en støttefest for syriske flygtninge. 

Både PACBI og BDS anbefaler at man boykotter Israel, men ingen af foreningerne anbefaler at man boykotter alle der ikke selv har boykottet Israel. Vi vil også i fremtiden forbeholde os ret til at tage de enkelte sager op til vurdering, når vi overvejer om et band der har spillet i Israel også kan spille i Ungeren. Det er vigtigt for os at kunne gøre dette, da vores samarbejdspartnere mere end ofte befinder sig udenfor statslige organer og derfor ikke nødvendigvis per automatik kan ses som et instrument for en given statsmagt.

Og hvad så nu?

Når alt dette er sagt, er vi dog blevet opmærksomme på at vi i Ungdomshuset godt kunne trænge til at blive bedre orienteret omkring Palæstina/Israel konflikten. Derfor har vi taget initiativ til at lave et debat/info/workshop arrangement som skal tjene til vidensdeling omkring emnet. Derfor vil vi, på en endnu ikke fastlagt torsdag i november, afholde et arrangement i samarbejde med Ronnie Barkan med titlen "The case for a cultural boycott of Israel". Vi håber at folk vil dukke op og bllive klogere på emnet og få en god debat i et åbent forum.

Hvad med "Mor"?

Vi tog, som bookinggruppe, sagen op på husets ugentlige mandagsmøde. Mor dukkede også op, for at forholde sig til kritikken. Karen fortalte os, at hun gerne ville spille til et støttearrangement snarest muligt som støtter palæstinenserne. I Ungeren eller et andet sted.