Grupperne i huset
MANDAGSMØDET
Vi har ikke nogen bestyrelse og vi har ikke nogen leder. Det
gider vi ikke. Vores øverste myndighed er
mandagsmødet, der afholdes hver (ja, gæt selv) kl. 19.
Mandagsmødet er husets fællesmøde for alle
aktivister og brugere. Her koordineres mellem grupper og
enkeltpersoner i huset, her diskuteres eventuelle konflikter mellem
folk og her tages de beslutninger som vedrører os alle.
Alle, der føler en tilknytning til huset eller gerne vil
have det, er velkomne, men vær opmærksom på at
møderne kan være ret interne. På mødet
gennemgås den forgangne og den kommende uges arrangementer i
fællesskab mens aktivistplanen sendes rundt. Så
diskuteres de punkter folk har ønsket at få vendt. Med
jævne mellemrum tages større principielle diskussioner
op. Så foregår det som regel ved at der holdes et
oplæg om emnet, hvorefter det diskuteres grundigt - nogle
gange over flere mandage.
Vi decentraliserer så mange beslutninger som muligt.
Mandagsmødet blander sig ikke i, hvad de enkelte grupper
foretager sig, så længe de ikke er i konflikt med
fællesskabets beslutninger. Alle gruppers eller
enkeltpersoners handlinger kan dog tages op til diskussion på
mandagsmødet. Vi mener at den enkelte kan stilles til ansvar
for fællesskabet og at vi bør søge at
løse konflikter kollektivt.
Vi stemmer ikke på mandagsmøderne men beslutter ved
konsensus - løsninger vi alle kan leve med. Den mulighed har
vi, fordi vi ønsker fælles beslutninger og
fælles handling, i stedet for at være i konstant
konkurrence med hinanden om egne projekter. Nogle gange er det
svært at finde kompromiser, hvor alle er tilfredse, men det
handler netop om at lære at holde fast, når det
gælder, men at give sig, når man kan se logikken i
andres synspunkter.
BOGCAFÉEN BARRIKADEN OG DISTRO 61

20. oktober 2008 åbnede Ungdomshusets bogcafé
på 1. sal i annekset. Siden da har stedet heddet Bogmaskinen,
og hedder nu Bogcaféen Barrikaden.
I Bogcaféen Barrikaden finder du Ungdomshusets
anarkistiske bogcafé med bøger til salg og
udlån, salg af merchandise, zines m.m. samt flyers,
klistermærker og plakater.
Barrikaden rummer et omfattende venstreradikalt bibliotek med
bøger man kan låne med hjem, samt et udvalg af
bøger og andet til salg.Desuden fungerer Barrikaden som
infoshop for en stor del af venstrefløjen. Du kan både
holde dig opdateret på hvad der sker gennem lokale
udgivelser, eller finde forskelligt merchandise i form af
tøj, klistermærker og plakater.
Distro 61 er Ungdomshusets plade -og musikdistro, som også
bor i Barrikaden. Distroen har åbent samme tid som
bogcaféen, og også nu og da til koncerter og
arrangementer. Distroen er 100% nonprofit, og vi vælger
primært at forhandle lokale udgivelser, samt udgivelser fra
bands der har spillet i Ungdomshuset.
Vi har faste åbningstider, men holder ofte åbent
forbindelse med andre aktiviteter i huset, som søndagsbrunch
eller festivaler, og er at finde med vores bod til Antifacistisk 1.
maj i Fælledparken, til Christianias Julemarked mv. Vi holder
også filmvisninger, oplæg eller cafédage med
brætspil & kage.
Åbningstider:
Mandage: 16 - 19
Torsdage: 17 - 21
(OBS: Sommerferielukket i juli måned)
Kontakt Barrikaden og Distro 61 på: bogcafeen@barrikaden.dk
Se mere info på vores hjemmeside: barrikaden.dk
Se nyheder og events på vores Facebook-side: www.facebook.com/bogcafeenbarrikaden
FOLKEKØKKENET
Hver torsdag holder Ungdomshuset folkekøkken kl. 19.00
til 25 kr. Vores folkekøkken er 100% vegansk - og så
vidt muligt økologisk/bæredygigt. Hvis du er glad for
at lave mad eller bare godt kunne tænke dig at være
med, så duk op kl 15.30 om torsdagen. Der er altid plads til
en mere i vores køkkengruppe :-) Køkkenet er
godkendt af fødevarekontrollen.

Al mad der bliver lavet i huset skal være vegansk. Dvs. at
der ikke bruges animalske produkter. Alle i huset er ikke veganere,
men alle skal kunne spise med. Og da vegansk mad er et fuldt
holdbart alternativ til mad med mejeriprodukter eller kød,
så ser vi ingen grund til at putte dem i - tværtimod.
Produktionen af kød og mejeriprodukter udpiner jorden langt
voldsommere end produktionen af veganske fødevarer.
Derudover er der en etisk problemstilling i produktion, hvor
levende væsner behandles som et materiale eller en
produktionsmaskine.
Du kan kontakte os ved at skrive til
koekkengruppen(a)hotmail.com (hvor '(a)' selvfølgelig skal
erstattes med '@').
Hvis der er aflysninger af folkekøkkenet annonceres disse
i Ungdomshusets
facebook-gruppe.
KREA-VÆRKSTEDET
Krea-værkstedet er et lille værksted, hvor man kan
udfolde sine kreative talenter og få lidt hjælp hvis
man gerne vil lære noget nyt.
Lige pt. er krea-værkstedet under ombygning, men har du
interesse for den slags kan du enten skrive os en mail eller tage
kontakt på krea-folkene via kreas
facebook-gruppe.
ØVELOKALEFORENINGEN
Øvelokaleforeningen har til huse i hoved-huset på
øverste etage. Vi har pt 4 øvelokaler og
påbegynder snart arbejdet med at få et lydstudie
på benene.
Vi holder et fast møde den først torsdag i hver
måned kl 18.00, og ønsker man at komme i kontakt med
gruppen foregår det her.
BARGRUPPEN
Bargruppen står for driften af husets bar. De
sørger for at bestille øl mellem arrangementer, og at
der altid en fra bargruppen til at åbne baren og sætte
nye folk ind i arbejdet. Når baren, lukker sørger
aktivisten fra bargruppen for at der tælles op og låses
forsvarligt af.
SVEDEREN
Svederen er Ungdomshusets træningssal hvor faste
aktiviteter som bl.a. Yoga og Selvforsvar finder sted. Her findes
også træningsudstyr til crossfit og lignende
aktiviteter. For at komme i kontakt med Sveder-gruppen kan man rette henvendelse
via deres Facebook-side.
LYDGRUPPEN
Husets lydfolk (m/k) holder styr på vores tekniske udstyr
og sørger for at sætte op og pille ned før og
efter shows. Det er en blanding af selvlærte amatører
og halvprofessionelle. Mange har drejet på en mixerknap
første gang i vores gamle Ungdomshus, der var et af de
få steder, hvor man kunne komme ind og få lov at
lære og lege med lyd, mens erfarne aktivister gav tips og
tricks undervejs og lod nybegyndere kigge dem over skulderen. Den
tradition kører vi videre i det nye hus.
Hvis du er interesseret i at lære mere og være med i
vores gruppe, så skriv os en mail.
BOOKINGGRUPPEN
Booking-gruppen booker alle arrangementer i huset og koordinerer
månedsprogrammet. Det er dem, kunstnere henvender sig til,
hvis de gerne vil optræde i huset.
Vi er, som både hus og bookinggruppe, en del af et stort
internationalt netværk, der kører efter
DIY-principper. DIY betyder "Do It Yourself" og handler om selv at
skabe sin egen kultur, uden støtte eller indblanding fra
kommercielle virksomheder. Det er selvfølgelig svært
at være 100% DIY, da ikke alle vore venner er det, men vi
bestræber os på altid at mødes på
halvvejen, så bands og artister, der optræder i huset
kører med på vores principper, men stadig går
fra huset med en god oplevelse.
Det betyder også, at vi laver kultur, fordi det er det, vi
brænder for og elsker, og ikke for pengenes skyld.
Det er en vigtig ting for os, at der er lige så langt op
på scenen som hen til den næste koncertgæst, og
at ingen er vigtigere end andre. Ved at vi er en del af et
sådant netværk, har vi mange åndsfæller og
venskaber på tværs af mange landegrænser. Det er
et sådant netværk, der gør det muligt at booke
et kinesisk eller venezuelansk band lørdag aften og stadig
kun tage 30-40 kr. i døren, så alle har en mulighed
for at være med.
Hvis man har lyst til at optræde i Ungdomshuset eller
være med til at booke et arrangement i fællesskab med
gruppen, er man velkommen til at dukke op på
bookingmøde hver anden onsdag i ulige uger kl. 18.00 i
kontoret på 2 sal i hoved-huset. Skriv gerne om du vil
komme forbi så vi ved det på forhånd!
* Her kan du fremlægge din idé og sammen finder vi
en passende dato til dit arrangement.
* Vi kan kontaktes på mail: booking61(a)gmail.com eller
postadressen:
"Bookinggruppen", Dortheavej 61, 2400 Kbh NV
Vi beder om forståelse for, at en bookinggruppe som vores
modtager mange henvendelser fra bands og artister. Bare fordi man
sender et link til en facebook-side, betyder det desværre
ikke at man automatisk bliver booket.
Vi har kun mulighed for at lave et begrænset antal
arrangementer om måneden og de ting vi vil vælge at
lave kommer i høj grad til at afspejle bookinggruppens
personlige præferencer.
Booking gruppen er en åben gruppe - og hvis man af den ene
eller anden grund ikke synes, at en bestemt genre bliver
repræsenteret på månedsprogrammet, er alle mere
end velkomne til at blive en del af gruppen.
Du er selvfølgelig også velkommen til at være
med hvis du bare syntes vi er for fede!
U.B.B.F (Ungdomshusets, bygge, brand og fixe
gruppe)
U.B.B.F står for at vedligeholde huset, bygge nye sjov og
kreative ting til fællesskabet, fixe tingene når de
går i stykker, samt sørge for at huset er
brandsikkert. Alle kan være med uanset hvor god du er med en
hammer eller om du hvad en fukssvans er. Vi har møde kl 17,
den sidste Lørdag i måneden.