Bliv aktivist i Ungdomshuset!

Alt hvad der foregår i huset laves af frivillige ulønnede aktivister. Fra hver en væg der bliver malet, til hver en øl der bliver solgt. Vi knokler for noget vi alle sammen kan nyde i fællesskab. Det giver en masse gode oplevelser. Og selvom det kan være hårdt slid og selvom det kan være kedeligt nogle gange, så gør vi det fordi vi gerne vil være en del af et skabende fællesskab, hvor vi selv kan være med til at bestemme.

Hvis man gerne vil være aktivist og være med til at lave ting i huset, så kan man bare dukke op på det ugentlige mandagsmøde, hvor aktivistplanen altid sendes rundt. Her kan man skrive sig på, hvis man har lyst til at tage en tjans under et arrangement. På mandagsmødet vil der også altid være en man kan spørge hvad de forskellige tjanser går nærmere ud på.

For at dagligdagen kan hænge sammen mellem arrangementer er der en række grupper i huset, der tager sig af de løbende opgaver. Mange af aktivisterne i huset er med i en af grupperne, men det er op til en selv.

Grupper i huset:

MANDAGSMØDET

Vi har ikke nogen bestyrelse og vi har ikke nogen leder. Det gider vi ikke. Vores øverste myndighed er mandagsmødet, der afholdes hver (ja, gæt selv) kl. 19. Mandagsmødet er husets fællesmøde for alle aktivister og brugere. Her koordineres mellem grupper og enkeltpersoner i huset, her diskuteres eventuelle konflikter mellem folk og her tages de beslutninger som vedrører os alle. Alle, der føler en tilknytning til huset eller gerne vil have det, er velkomne, men vær opmærksom på at møderne kan være ret interne. På mødet gennemgås den forgangne og den kommende uges arrangementer i fællesskab mens aktivistplanen sendes rundt. Så diskuteres de punkter folk har ønsket at få vendt. Med jævne mellemrum tages større principielle diskussioner op. Så foregår det som regel ved at der holdes et oplæg om emnet, hvorefter det diskuteres grundigt - nogle gange over flere mandage.

Vi decentraliserer så mange beslutninger som muligt. Mandagsmødet blander sig ikke i, hvad de enkelte grupper foretager sig, så længe de ikke er i konflikt med fællesskabets beslutninger. Alle gruppers eller enkeltpersoners handlinger kan dog tages op til diskussion på mandagsmødet. Vi mener at den enkelte kan stilles til ansvar for fællesskabet og at vi bør søge at løse konflikter kollektivt.

Vi stemmer ikke på mandagsmøderne men beslutter ved konsensus - løsninger vi alle kan leve med. Den mulighed har vi, fordi vi ønsker fælles beslutninger og fælles handling, i stedet for at være i konstant konkurrence med hinanden om egne projekter. Nogle gange er det svært at finde kompromiser, hvor alle er tilfredse, men det handler netop om at lære at holde fast, når det gælder, men at give sig, når man kan se logikken i andres synspunkter.

BOGCAFÉEN BARRIKADEN OG DISTRO 61

20. oktober 2008 åbnede Ungdomshusets bogcafé på 1. sal i annekset. Siden da har stedet heddet Bogmaskinen, og hedder nu Bogcaféen Barrikaden.

I Bogcaféen Barrikaden finder du Ungdomshusets anarkistiske bogcafé med bøger til salg og udlån, salg af merchandise, zines m.m. samt flyers, klistermærker og plakater.

Barrikaden rummer et omfattende venstreradikalt bibliotek med bøger man kan låne med hjem, samt et udvalg af bøger og andet til salg.Desuden fungerer Barrikaden som infoshop for en stor del af venstrefløjen. Du kan både holde dig opdateret på hvad der sker gennem lokale udgivelser, eller finde forskelligt merchandise i form af tøj, klistermærker og plakater.

Distro 61 er Ungdomshusets plade -og musikdistro, som også bor i Barrikaden. Distroen har åbent samme tid som bogcaféen, og også nu og da til koncerter og arrangementer. Distroen er 100% nonprofit, og vi vælger primært at forhandle lokale udgivelser, samt udgivelser fra bands der har spillet i Ungdomshuset.

Vi har faste åbningstider, men holder ofte åbent forbindelse med andre aktiviteter i huset, som søndagsbrunch eller festivaler, og er at finde med vores bod til Antifacistisk 1. maj i Fælledparken, til Christianias Julemarked mv. Vi holder også filmvisninger, oplæg eller cafédage med brætspil & kage.

Åbningstider:
Mandage: 16 - 19
Torsdage: 17 - 21
(OBS: Sommerferielukket i juli måned)

Kontakt Barrikaden og Distro 61 på: bogcafeen@barrikaden.dk

Se nyheder og events på vores Facebook-side: www.facebook.com/bogcafeenbarrikaden

FOLKEKØKKENET

Hver torsdag holder Ungdomshuset folkekøkken kl. 19.00 til 25 kr. Vores folkekøkken er 100% vegansk - og så vidt muligt økologisk/bæredygigt. Hvis du er glad for at lave mad eller bare godt kunne tænke dig at være med, så duk op kl 15.30 om torsdagen. Der er altid plads til en mere i vores køkkengruppe :-) Køkkenet er godkendt af fødevarekontrollen.

Al mad der bliver lavet i huset skal være vegansk. Dvs. at der ikke bruges animalske produkter. Alle i huset er ikke veganere, men alle skal kunne spise med. Og da vegansk mad er et fuldt holdbart alternativ til mad med mejeriprodukter eller kød, så ser vi ingen grund til at putte dem i - tværtimod. Produktionen af kød og mejeriprodukter udpiner jorden langt voldsommere end produktionen af veganske fødevarer. Derudover er der en etisk problemstilling i produktion, hvor levende væsner behandles som et materiale eller en produktionsmaskine.

Du kan kontakte os ved at skrive til køkkengruppens facebook side på: Ungdomshuset Folkekøkken

KREA-VÆRKSTEDET

Krea-værkstedet er et lille værksted, hvor man kan udfolde sine kreative talenter og få lidt hjælp hvis man gerne vil lære noget nyt.

Hvis man gerne vil blive en del af krea gruppen og udfolde sine kretive talenterkan vi kontaktes via: kreas facebook-gruppe.

Derudover holder vi ACAB (All Crafts Are Beautiful) dag hveranden torsdag i de ulige uger. ACAB er et craft hangout hvor man kan komme og arbejde på sine egne projekter eller starte noget op. Hvis man er ny til det kan vi også lære folk hvordan man gør.

ØVELOKALEFORENINGEN

Øvelokaleforeningen har til huse i hoved-huset på øverste etage. Vi har pt 4 øvelokaler og påbegynder snart arbejdet med at få et lydstudie på benene.
Vi holder et fast møde den første torsdag i hver måned kl 18.00, og ønsker man at komme i kontakt med gruppen foregår det her.

BARGRUPPEN

Bargruppen står for driften af husets bar. De sørger for at bestille øl mellem arrangementer, og at der altid en fra bargruppen til at åbne baren og sætte nye folk ind i arbejdet. Når baren, lukker sørger aktivisten fra bargruppen for at der tælles op og låses forsvarligt af.

SVEDEREN

Svederen er Ungdomshusets træningssal hvor faste aktiviteter som bl.a. Yoga og Selvforsvar finder sted. Her findes også træningsudstyr til crossfit og lignende aktiviteter. For at komme i kontakt med Sveder-gruppen kan man rette henvendelse via deres Facebook-side.

LYDGRUPPEN

Husets lydfolk holder styr på vores tekniske udstyr og sørger for at sætte op og pille ned før og efter shows. Det er en blanding af selvlærte amatører og halvprofessionelle. Mange har drejet på en mixerknap første gang i vores gamle Ungdomshus, der var et af de få steder, hvor man kunne komme ind og få lov at lære og lege med lyd, mens erfarne aktivister gav tips og tricks undervejs og lod nybegyndere kigge dem over skulderen. Den tradition kører vi videre i det nye hus. Uanset om du mega erfaren eller helt ny og vil lære mere så er du velkommen til at skrive til os på en mail til: dortheavej61lyd@gmail.com

BOOKINGGRUPPEN

Booking-gruppen booker alle arrangementer i huset og koordinerer månedsprogrammet. Det er dem, kunstnere henvender sig til, hvis de gerne vil optræde i huset.

Vi er, som både hus og bookinggruppe, en del af et stort internationalt netværk, der kører efter DIY-principper. DIY betyder "Do It Yourself" og handler om selv at skabe sin egen kultur, uden støtte eller indblanding fra kommercielle virksomheder. Det er selvfølgelig svært at være 100% DIY, da ikke alle vore venner er det, men vi bestræber os på altid at mødes på halvvejen, så bands og artister, der optræder i huset kører med på vores principper, men stadig går fra huset med en god oplevelse.

Det betyder også, at vi laver kultur, fordi det er det, vi brænder for og elsker, og ikke for pengenes skyld.

Det er en vigtig ting for os, at der er lige så langt op på scenen som hen til den næste koncertgæst, og at ingen er vigtigere end andre. Ved at vi er en del af et sådant netværk, har vi mange åndsfæller og venskaber på tværs af mange landegrænser. Det er et sådant netværk, der gør det muligt at booke et kinesisk eller venezuelansk band lørdag aften og stadig kun tage 30-40 kr. i døren, så alle har en mulighed for at være med.

Hvis man har lyst til at optræde i Ungdomshuset eller være med til at booke et arrangement i fællesskab med gruppen, er man velkommen til at dukke op på bookingmøde hver anden onsdag i ulige uger kl. 18.00 i kontoret på 2 sal i hoved-huset. Skriv gerne om du vil komme forbi så vi ved det på forhånd!

* Her kan du fremlægge din idé og sammen finder vi en passende dato til dit arrangement.
* Vi kan kontaktes på mail: booking61(a)gmail.com eller postadressen:

"Bookinggruppen", Dortheavej 61, 2400 Kbh NV

Vi beder om forståelse for, at en bookinggruppe som vores modtager mange henvendelser fra bands og artister. Bare fordi man sender et link til en facebook-side, betyder det desværre ikke at man automatisk bliver booket.

Vi har kun mulighed for at lave et begrænset antal arrangementer om måneden og de ting vi vil vælge at lave kommer i høj grad til at afspejle bookinggruppens personlige præferencer.

Booking gruppen er en åben gruppe - og hvis man af den ene eller anden grund ikke synes, at en bestemt genre bliver repræsenteret på månedsprogrammet, er alle mere end velkomne til at blive en del af gruppen.

Du er selvfølgelig også velkommen til at være med hvis du bare syntes vi er for fede!

U.B.B.F (Ungdomshusets, bygge, brand og fixe gruppe)

U.B.B.F står for at vedligeholde huset, bygge nye sjove og kreative ting til fællesskabet, fixe tingene når de går i stykker, samt sørge for at huset er brandsikkert. Alle kan være med uanset hvor god du er med en hammer eller om du hvad en fukssvans er. Vi har møde kl 15, den sidste Lørdag i måneden.

BØRNEMAGTS GRUPPEN

Børnemagt vil gerne sætte spørgsmål ved de voksnes dominans i den offentlige debat og slå fast, at umyndige unge mennesker ikke er objekter, men også har en stemme og burde blive hørt og også burde være med til at tage beslutninger, hvor vi umyndige unge befinder os.

Kom og vær med i børnemagt! Vi giver plads til alle der giver plads til alle!Vi ses hver Mandag kl 17:00 i Ungdomshuset på Dortheavej 61.

Børneret er ligeret,
Ligeret er menneskeret !
Menneskeret er retten til at gøre hvad man vil !